Hvis du har brugt Claude i en webbrowser i et halvt år og synes det er fint nok, så har du ikke set det vigtigste endnu. Det vigtigste er Cowork.
Cowork er Anthropics desktop-app, og forskellen fra Claude på web er konkret: den har adgang til dine filer. Ikke som upload, hvor du kopierer noget ind i en chat, men som direkte adgang. Det betyder at Claude kan læse hele mapper på din computer, finde ting på tværs af dokumenter, og skrive nye filer direkte ind i din arbejdsmappe.
Cowork blev lanceret som research preview i januar 2026 og blev generelt tilgængeligt 9. april 2026. Den drives af Claude Opus 4.7, som er Anthropics bedste model til agentic arbejde og computer-brug. Den er på både macOS og Windows, hvor Windows-versionen kom 10. februar 2026 med fuld feature-paritet.
Det lyder mere teknisk end det er. Den måde det føles på, er at du går fra at have en chatbot til at have en kollega der kender dit arbejde.
Den her artikel handler om hvordan du sætter det op fra start, så du faktisk får værdien. Det tager 20 minutter, og det er bedst givet en lørdag formiddag hvor du har ro.
Hvad du har brug for
Tre ting:
En Mac eller Windows-computer. Cowork findes ikke til Linux og kører ikke i en browser. Det er en desktop-app, det er hele pointen.
En Claude Pro-konto. Den koster 20 USD om måneden, og det er det eneste niveau du behøver. Hvis du allerede betaler for Claude Pro, er du klar. Har du Max-planen, har du flere usage limits, men funktionaliteten er den samme.
20 minutter, hvor du ikke bliver afbrudt. Det her er ikke noget du laver mellem to møder. Det er en investering der betaler sig hvis du gør det ordentligt fra start.
Trin 1: Installer appen
Gå til claude.com/download og hent appen til din platform. Det er en almindelig installation, ingen overraskelser. Når den er installeret, log ind med den samme konto du bruger på claude.ai.
Når du åbner appen, ser du en grænseflade der ligner den webbaserede Claude. Men i venstre side er der en fane der hedder "Cowork". Det er der det interessante sker.
Trin 2: Opret en mappe på din computer
Det her er det vigtigste trin, og det er værd at gøre ordentligt.
Cowork har brug for en mappe at arbejde i. Det er den mappe der bliver dit AI-arbejdscentrum. Læg den et sted hvor du kan finde den, og giv den et navn der giver mening.
Et godt råd: lav mappen i din hjemme-mappe og kald den "Claude". Eller "AI". Eller "Cowork". Det er ligegyldigt hvad du kalder den, så længe du selv kan finde den. En typisk placering er ~/Claude, og det fungerer fint.
Inde i mappen laver du tre undermapper:
- om-mig: her kommer dine personlige instruktioner og din tone-of-voice
- kunder: her kommer mapper for hver kunde du arbejder fast med
- output: her gemmer Claude alt det den producerer for dig
Du kan altid tilføje flere mapper senere. Men de tre er nok til at starte.
Trin 3: Skriv dine om-mig-filer
Inde i om-mig-mappen laver du to filer. Begge skal være markdown-filer (.md). Hvis du ikke ved hvad markdown er, så er det bare almindelig tekst gemt med endelsen .md i stedet for .txt. Du kan oprette dem direkte fra Finder eller File Explorer ved at lave en ny tekstfil og ændre filnavnet.
Den første fil hedder om-mig.md. Det er din generelle baggrund. Den kan se sådan her ud (tilpas til din egen situation):
# Om mig
Mit navn er [navn]. Jeg er [titel/rolle] baseret i
[by/region].
Jeg arbejder med:
- [Kundetype/målgruppe 1]
- [Kundetype/målgruppe 2]
- [Den slags opgaver du oftest løser]
Det jeg er kendt for / mine vigtigste resultater:
- [Konkret eksempel: kampagne, projekt, resultat]
- [Andet konkret eksempel]
- [Følgerantal eller anden synlig platform, hvis relevant]
Jeg arbejder bedst når Claude:
- Er ærlig, ikke høflig
- Spørger inden den begynder, hvis noget er uklart
- Foreslår konkrete løsninger frem for abstraktioner
- Siger fra hvis jeg er på vej i en forkert retning
Brug 5-10 minutter på den. Det er ok at den er kort i første omgang. Du opdaterer den når du opdager at noget mangler.
Den anden fil hedder tone-of-voice.md. Det er den fil tone-of-voice-artiklen handlede om. Hvis du har lavet din tone-of-voice-beskrivelse via metoden i den artikel, så læg den i den her fil. Hvis du ikke har, så stop her, gå tilbage til tone-of-voice-artiklen, og lav den først.
Det er fristende at springe over det skridt. Lad være. Det er den ene fil der gør at Claude lyder som dig.
Trin 4: Sæt Global Instructions op
Nu fortæller du Claude at den skal læse de filer hver gang.
I Claude Desktop, gå til Settings → Cowork → Global Instructions. Der kommer en tekstboks frem.
Skriv den her instruktion ind:
Når jeg starter en Cowork-session, læs altid følgende
filer først, før du gør noget andet:
1. om-mig/om-mig.md
2. om-mig/tone-of-voice.md
De her filer indeholder vigtig kontekst om hvem jeg
er og hvordan jeg vil have du arbejder. Læs dem
grundigt.
Hvis jeg arbejder i en kunde-mappe, læs også de
filer der ligger i den specifikke kunde-mappe, da
de overskriver de generelle regler hvor relevant.
Hvis du er i tvivl om noget, så spørg mig før du
kører videre. Lav ikke antagelser.
Klik gem. Det er det. Claude læser nu de filer automatisk hver gang du starter en ny session.
Trin 5: Test at det virker
Start en ny Cowork-session. Vælg den mappe du lige har lavet (Claude eller hvad du nu kaldte den) som arbejdsmappe.
Skriv en simpel prompt:
Hej. Læs mine om-mig-filer og fortæl mig hvad du
har forstået om mig og om hvordan jeg vil have du
arbejder. Vær konkret.
Hvis det virker, får du tilbage en sammenfatning der lyder som om du selv havde skrevet den. Hvis Claude svarer noget generelt om "jeg vil hjælpe dig så godt jeg kan", så har den ikke læst filerne. Tjek dine Global Instructions igen, og tjek at filerne ligger i den rigtige undermappe.
Trin 6: Tilføj kunder gradvist
Du behøver ikke sætte alle dine kunder op på én gang. Det er faktisk en dårlig idé. Lav det gradvist, efterhånden som du arbejder med dem.
Næste gang du skal lave noget til en kunde, opretter du en undermappe i kunder-mappen med kundens navn. I den mappe lægger du:
- En
brief.md-fil med konteksten om kunden (hvem de er, hvad du laver for dem, deres tone) - 3-5 eksempler på godt indhold fra dem (gem som tekstfiler eller pdf'er)
- 1-2 eksempler på indhold der ikke fungerede, hvis du har dem
Næste gang du skal arbejde for den kunde, åbner du Cowork og peger på den specifikke kunde-mappe. Så har Claude både dine generelle instruktioner og kundens specifikke kontekst.
Hvad du nu kan
Når setuppet er på plads, kan du gøre ting som:
Skrive en email i din egen stemme uden at instruere om tone hver gang. Bare skriv "Skriv en email til X om Y", og Claude bruger din tone-fil automatisk.
Få Claude til at sammenligne flere dokumenter på én gang. Læg fem briefs i en mappe, peg på mappen, og bed Claude finde fælles temaer.
Producere komplette dokumenter direkte i din mappe. Word-dokumenter, præsentationer, regneark. De gemmes som filer på din computer du kan åbne i de relevante programmer.
Ændre din om-mig-fil og opleve at Claude opdaterer adfærden med det samme. Det er din "anden hjerne". Du redigerer hjernen, Claude bruger den.
Hvad du skal være forsigtig med
Cowork har adgang til dine filer. Det er hele pointen, men det betyder også at du skal vide hvad du peger den på. Et par praktiske regler:
Lad ikke Cowork arbejde i din hovedmappe. Lav specifikke arbejdsmapper. Cowork sletter ikke ting uden at spørge, men det skal ikke have adgang til hele dit filsystem som default.
Backup vigtige filer. Som med ethvert værktøj der ændrer filer, så hav en backup. Time Machine på Mac eller File History på Windows klarer det fint.
Læs hvad Claude er ved at gøre. Cowork er agentic, det vil sige at den selv tager beslutninger om hvilke skridt den tager. Den fortæller dig hvad den gør, men du skal være vågen. Hvis den foreslår at slette en fil, så tjek lige inden du klikker ja.
Det her er starten, ikke slutningen
Det her setup giver dig fundamentet. Det er ikke alt hvad du kan med Cowork. De næste niveauer kommer i de senere artikler:
Hvordan du laver Skills, der er gentagne arbejdsprocesser du kan tilkalde med /-kommandoer. Hvordan du bygger din om-mig-mappe ud til en reel "second brain". Hvordan du forbinder Cowork med dine andre værktøjer som Notion, Slack, Gmail, så Claude kan hente information uden at du skal copy-paste.
Men du kommer ingen af de steder uden et solidt fundament. Det her er fundamentet.
Cowork er ikke en chatbot, det er en arbejdsmappe. Lav mappestrukturen ordentligt fra start. Skriv om-mig-filerne grundigt. Sæt Global Instructions op så filerne læses automatisk. Når den foundation er på plads, kan resten bygges ovenpå. Spring ikke over.
Hvad nu?
Hvis du allerede har brugt ChatGPT i lang tid, så er der en specifik artikel der kommer næst: hvordan du flytter den viden ChatGPT har om dig over til Claude uden at starte forfra. Den smarteste indsigt er at ChatGPT er det bedste værktøj til at skrive dit context-dokument til Claude.